Pop-up-program

Det komplette pop-up-program består af 8 artister, som hver især optræder op til 3 gange i løbet af dagen. Hver enkelt performance varer som regel ikke mere end 10 minutter, de er akustiske, og eksakt tid og sted for de forskellige pop-ups bliver ikke annonceret inden.

Lasse & Mathilde (pop-up)

I mere end 40 år har denne folkekære folk-duo besjælet Danmark med deres fine musik og gavmilde væsener. Det var i 1975 at Mathilde Bondo´s første soloplade Pigesind med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner, udkom. Det blev starten på duoen, både på scenen og privat. Efterfølgende udkom den officielle debut Lasse & Mathilde i 1977 og siden er det blevet til et utal af udgivelser og overraskende eventyr. Alle kender “Fyn er Fin”, men vidste du for eksempel at de også har en nær relation til Daniel Lanois? Senest var de med ham på scenen i Koncerthuset i København sidste år  – og så er der den gamle Tom Waits-klassiker Tom Traubert’s Blues (Waltzing Matilda), som Waits skrev efter at have mødt Mathilde i København i 70´erne.

De har udover Ditlevsen også fortolket dansk kulturgods som Piet Hein og Poul Henningsen og efterhånden er også Lasse & Mathilde blevet en dansk kulturinstitution i sig selv.

Lasse & Mathilde spiller 3 pop-up-koncerter på Badesøen Festival. Tid og sted offentliggøres ikke på forhånd.

Hüseyin Özcan

Hüseyin Özcan er en sand virtuos på den tyrkiske saz og dertil en fremragende sanger, komponist samt fortolker af den store tyrkiske musiktradition. Han har udgivet 12 albums (nogle af dem har solgt flere hundrede tusinde eksemplarer i Tyrkiet) og spiller fortsat ofte koncerter, men til daglig passer han sin frisørsalon i Vanløse. Besøger du Hüseyins salon er der stor sandsynlighed for at han pludselig finder saz’en frem og begiver sig til at spille og synge. Befinder du dig i så heldig en situation, vil du øjeblikkeligt blive ramt af hans utrolige talent, varme og format. Det er øjeblikke som disse vi håber han vil bringe med sig på Badesøen Festival som en del af pop-up-programmet.

To\To

Denne eksplosive trommeduo består af Toke Tietze Mortensen og Tobias R. Kirstein. To af danmarks mest eventyrlystne og yderliggående trommeslagere. Hypnotisk minimalisme, soniske hekserier og rituelle ur-rytmer forenes i en overvældende og fængslende oplevelse, som til tider kan virke nærmest hallucinerende. To\To’s debutalbum Pois Demonit Pois udkom i 2014 på pladeselskabet Cejero.

Vindelev&leFevre

Sangerne Katinka Fogh Vindelev (sopran) og Hanne Marie le Fevre (mezzo) deler en forkærlighed for dissonante klange, fysisk spejling og umiddelbare rumlige undersøgelser. De kan f.eks. godt lide at synge ind i vægge, liggende, eller sammenfiltret i en ubehjælpsom position. De er begge to eminent dygtige sangere. Katinka synger bl.a i We Like We og Hanne er bl.a. medlem af vokalensemblet Ars Nova.

Badesøens Saxofonoptog

Anført af Jim Slade vil festivalens helt eget saxofonoptog fremføre værker af Beach Boys, Philip Glass og Moondog arrangeret udelukkende for saxofoner. Badesøens Saxofonoptog inkluderer flere prominente navne fra den vibrerende københavnske saxofonscene, og de var uden tvivl et højdepunkt for mange på festivalen i 2017, hvor de udelukkende fremførte ABBA-klassikere.

Foto af Malthe Ivarsson.

Halvcirkel

Halvcirkel er et eksperimenterende stryger-ensemble, som i forskellige konstellationer udforsker klassiske værker, improvisation og fri fortolkning. Kvartetten er kendt for sin organiske og minimalistiske sound, og nærværende performance-stil. På Badesøen Festival vil Nicole Hogstrand og Bettina Marie Ezaki repræsentere ensemblet. De vil præsentere værker for cello og violin af komponisterne Peteris Vasks, Edmund Finnis og Gëorgy Ligeti, hvor balancen mellem stram struktur og improvisation udforskes.

Lund / Pultz Melbye

Henrik Pultz Melbye (SVIN m.fl.) og Johs Lund (Gud er Kvinde, Yoke & Yohs m.fl.) dannede i foråret 2016 saxofon duoen Lund / Pultz Melbye som skulle udforske deres fælles interesse for minimalisme og improviseret musik. Duoen spiller uden pauser, så længe som det er fysisk muligt (indtil de løber tør for luft) og dyrker repeterende motiver og fri improvisation. For lytteren betyder det et overvældende og kompakt lydbillede, som er flerdimensionelt og trance-skabende med inspirationer fra Steve Reich og Terry Riley. I august måned udgiver duoen deres debut plade Plays Baritone Saxophones.

Herstedvester Kirkes Ungdomskor

Herstedvester Kirkes Ungdomskor består af unge sangere fra Albertslund og omegn, der mødes i weekenden og synger til bryllupper, dåb og gudstjenester
i kirken. De senere år har koret opnået et så højt niveau, at de også optræder med selvstændige koncerter. Ungdomskoret har et alsidigt
repertoire, der er forankret i det klassiske, men også har udstikkere i pop og andre genrer. Koret er ledet af Charlotte Andersson og Jeppe Rönnow og de vil på festivalen blive akkompagneret af cello og violin og synge værker af både Mozart, og Cindy Lauper samt mange andre.

Foto af Kim M. Leland.

Under Vand

Duoen Barbara & Marie-Louise vil opføre performance-koncerten Under vand (spilles kun én gang). De spiller på metalplader i kostumer, der transformerer dem til østers og gigantiske perler.

Undervandsvibrationer, interferens og futuristisk, akustisk tekno smelter sammen, når the oyster ladies går på scenen. Flyd med ned i dybet til en anden verden, hvor grænserne mellem menneske og andre levende organismer ophæves og transformeres.